Livsstyrkepsykologi
Livsstyrke betyder livskraft og levedygtighed. Livsstyrkepsykologien bygger på den antagelse, at vi som mennesker hver dag forbruger psykisk energi i vores daglige gøremål. Derfor har vi også brug for at blive tanket op igen gennem de relationer, vi indgår i, til andre mennesker, vores omverden i øvrigt og til os selv.
Lever vi en hverdag på job, i familien og i fritiden, hvor vi generelt tanker op med et overskud af psykisk energi, kan vi leve livsstærke liv der fremmer trivsel, livsglæde, fællesskaber, udfoldelse af vores evner og øger vores kapacitet til at håndtere modstand og stress. Lever vi omvendt en hverdag, hvor vi drænes for psykisk energi, øges risikoen for mistrivsel, tristhed, ensomhed, manglende udfoldelse af vores evner, stress og sygdom.
Livsstyrkepsykologien arbejder med fem kilder til livsstyrke som er: kropsligt velvære, selvtillid, selvværd, fællesskabsfølelse og dyblivsmening ved at føle os forbundet med noget skabende større end os selv.
Livsstyrkepsykologien er udviklet af psykolog Jens Damkjær gennem mange år og har et økocentrisk afsæt der integrerer epigenetisk forskning og systemteori med kendte psykologiske retninger og forskningstraditioner i Livsstyrke-Modellen, der er anvendelig som et livskompas i dagligdagen.
Formålet med at arbejde med udvikling af livsstyrke er at hjælpe mennesker, grupper, ledere og organisationer til at leve livsstærke liv gennem viden, øget bevidsthed og træning.

Læs mere om Livsstyrkemodellen i denne artikel
Skema til at udfylde egen Livsstyrke-profil